Omstridt saunaklub: Stop overfusninger
Flere er blevet overfuset i saunaklubben Almind-Wellet, så nu kommer bestyrelsesformanden med en opsang til medlemmerne.
I foråret rasede en heftig debat i Silkeborg. Saunaklubben Almind-Wellet stod fast på et forbud mod badetøj i saunaen ved Østre Søbad, og kommunen endte med at opsige sin aftale med klubben.
Opsigelsen blev dog efterfølgende sat i bero, efter klubben overvejede et søgsmål mod kommunen.
Men selvom saunaklubben altså er blevet lovet endnu en sæson, er der ikke kun fryd og gammen i klubben.
Det fremgår af et opslag på Facebook. Her skriver foreningens formand Søren Bøtker, at der har været nogle episoder, hvor nogle brugere er blevet overfuset af andre brugere eller gæster, fordi de har påpeget, at ordensreglerne skal overholdes.
- Som tilhænger af forenings Danmark bliver jeg utroligt modløs og ked af det, når jeg modtager sådanne henvendelser fra loyale brugere af saunaen, der ønsker at sikre, at ordensreglerne bliver overholdt, skriver formanden i opslaget og opfordrer alle til at overholde reglerne og opføre sig ordentligt.
Regler i Almind-Wellet
I Almind-Wellet går vi i saunaen uden badetøj, og vi går i vandet inden vi benytter saunaen – af hygiejniske grundeuden badetøj
Vi accepterer de gæster som gerne vil sidde , men samtidig respekterer vi også de personer som gerne vil være tildækket med håndklæde
Vi sidder på et stort og tørt håndklæde i saunaen, Vi bruger også håndklæde til under fødderne, og til ryggen hvis vi sidder op af væggen – af hygiejniske grunde
Vi bruger ikke forrummet i saunaen til omklædning. Al omklædning foregår i søbadets omklædning eller på broerne.
Alle skal have det rart og føle sig velkomne – derfor gør vi ikke noget, der kan krænke andres blufærdighed
Kilde: Almind-Wellet
På foreningens kommende bestyrelsesmøde skal det diskuteres, om de overfusninger, der er fundet sted, skal have konsekvenser.
Ingen problemer med forbud mod badetøj
Søren Bøtker fortæller, at de episoder, der har ført til overfusninger i klubben, eksempelvis har handlet om, at nogle hænger badetøj i forrummet til saunaen, selvom det er imod klubbens regler.
- Der er nogen, der bliver fornærmede, hvis de får en henstilling fra et andet medlem af klubben om at følge vores regler. Det gør mig da ked af det, men langt de fleste opfører sig ordentligt. Og når der er 2100 medlemmer, kan det nok ikke undgås, siger Søren Bøtker.
Så der har slet ikke været kritik af, at man ikke må have badetøj på inde i saunaen?
- Nej. Det er der absolut ingen ballade om mere overhovedet. Der er alle på linje. Det har handlet om forrummet og andre ting, siger han.
Derfor er klubben imod badetøj
"Faktum er, at kroppen har brug for muligheden for aktivt at, ”hud-ånde” for at køle ned og svede, hvorfor tøj er en distraherende faktor. Nøgenheden er også ideel til fuld nydelse af saunaen, når du er fri for behovet for at spille hverdagens sociale rollespil i fint badetøj eller smarte shorts.
For at opnå den bedste afslapning, er det med andre ord godt at gå i sauna i selskab med dem, der ikke ser nøgenhed som et problem.
Men sådanne forhold er måske ikke altid perfekte. Og vores vanemæssige, traditionelle eller kulturelle forskelle tillader os måske ikke, at have det godt helt nøgne. I sådanne tilfælde kan følgende princip heldigvis følges: Dæk dig så lidt som situationen og din egen krop tillader det i øjeblikket, så alle kunne fokusere på afslapning i saunaen. Det kan dog varmt anbefales at bruge et badehåndklæde af naturmaterialer til dette formål, og i Almind-Wellet bruger vi ej heller syntetisk badetøj og bikinier, som hæmmer hudens vejrtrækning væsentligt – vi er bare os, i nøgen forstand! "
Kilde: Almind-Wellet.dk
Søren Bøtker fortæller også, at han har fået flere tilkendegivelser fra medlemmer af foreningen, der sætter pris på, at han har givet en kollektiv påmindelse om, at reglerne i klubben skal overholdes.
Foreningen afventer Silkeborg Kommunes udmelding i forhold til klubbens fremtid.
- Indtil da nyder vi bare denne vintersæson. Og at vi har så dejlig en foreningen med en masse glade medlemmer og frivillige, siger Søren Bøtker.